4. september 2026

TV 2 vil indbringe sag om plejehjemsdokumentar for Højesteret

Sagen har principiel karakter for medierne på flere områder, og derfor bør den prøves ved landets højeste retsinstans, lyder det.

4. september 2026

af TV 2 Kommunikation

D. 20. august blev TV 2s administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen og tidligere TV 2-journalist Michael Bech dømt for at have overtrådt straffelovens § 264d i forbindelse med publicering i 2020 af dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’.

Nu vil TV 2 forsøge at indbringe sagen for Højesteret, da den rummer flere principielle spørgsmål.

- Landsretten har pålagt TV 2 at slette dokumentationen for omfattende omsorgssvigt. Det er et vidtgående indgreb, som vi gerne vil have Højesterets stillingtagen til. Billederne af Else Marie Larsen i liften har for altid brændt sig ind i danskernes kollektive hukommelse. Hvis de billeder slettes, så forsvinder Else Marie Larsens historie. Det må den ikke, siger administrerende direktør på TV 2, Anne Engdal Stig Christensen og fortsætter:

- Og mindst lige så vigtigt, er der et helt centralt spørgsmål om ansvar og straf. Jeg mener ikke, at menige journalister skal kunne stilles til ansvar og straffes for en redaktionel linje, som de ansvarlige redaktører lægger.

Derfor søger TV 2 om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at få indbragt sagen for Højesteret.